I oktober 1999 startede jeg på en kunstrejse til Spanien, som sluttede i januar 2000. Formålet med turen var at studere kunsten i Spanien og gennem kontakt til museer, gallerier og kunstnere, at få en oplevelse af kunstmiljøet og det spanske folk. Desværre fungerede mit kamera ikke ordentligt før jeg kom til Madrid, men sådan kan det gå. Klik eller rul med på turen.... Jeg spørger mig selv - hvorfor egentlig gøre turen? Den moderne hestevogn og 5 tons bagage Først spanske ophold i San Sebastian På vej til Guernica - en kedelig historisk by 10 dage i Bilbao Galleriguiden og den dybe tallerken Uimodståelige tapas Trafikal multisanseforvirring Kyststrækningen mod Oviedo Fra Baskerlandet til Galicien Valfarten til Santiago de Compostela Fra Santiago østpå Smukke Leon, hvor er gallerierne? Valladolid og de smukkeste kustoder Madrid Mojacar - et paradis for kreativ udfoldelse Jeg spørger mig selv - hvorfor egentlig gøre turen? I november 1998 var jeg blevet tildelt en måneds kunstophold på Fundacion Valparaiso i Mojacar, som ligger i Andalusien, det sydøstlige Spanien, med et mildt og blidt klima. Opholdet var sponseret af Beckett-Fonden, og det var en stor glæde at få lejlighed til at udfolde sig kreativt under solens lune stråler. Jeg oplevede en umådelig kraft ved at stå svedende i solen, og arbejde løs på mine abstrakte malerier. Iført shorts, T-shirt og svedperler dansende henover mit kulørte ansigt, blussede energien over i kreative armsving, og jeg fik nogle vældige følelsesmæssige oplevelser, som man mærker ved oprigtig livsglæde. Den spanske kultur var ligeledes et syn med kræft og glæde. Det er sikkert urimeligt at sammenligne den københavnske mentalitet med disse andalusiske provinsbeboere, men der var ingen tvivl om, at sidstnævntes udstråling var mere harmonisk og varm. Hvorfor skulle jeg negligere denne oplevelse, som uden tvivl udviklede min inspiration i farver og former? Det var en stor frihed under et vist ansvar, en kriblende udfordring jeg ikke kunne dy mig for. Turen ville i første omgang primært være en klækkelig udgiftspost, til benzin og ophold. Jeg håbede blot, at de ekstra oplevelser ville åbne for nye muligheder, så der kunne komme brød (og maling) på bordet.

Den moderne hestevogn og 5 tons bagage

Heldigvis har jeg en bil med masser af plads, så den bliver proppet med staffelier, kanvasser, kilovis af maling, tøj, musikanlæg og hele molevitten.
Jeg glemmer badetøflerne.

Den 13. oktober sidder jeg i bilen på Frederiksberg og leder febrilsk i krakskortet efter vejen ud af København, men straks er jeg på vej.

Med 147 km/t i glat føre henover den preussiske asfalt, spekulerer jeg over, hvordan P.S. Krøyer og de andre drenge i sin tid rejste til Madrid. Sikkert i tog. Men før da rejste H.C. Andersen lystigt rundt i Europa, i hestevogn, som sikkert har været en øm fornøjelse, omend i et smukt tempo med plads til poetiske tanker - som en cykeltur i Dyrehaven.

Anden overnatning tilbringer jeg i bilen, lige nord for Pyrenæerne. Jeg står op til en smuk morgensol og med den friske morgenluft i næseborene, og udsigt til Pyrenæerne, forestiller jeg mig Kurt Trampedach deroppe i bjergene, arbejdende på sine karakteristiske ansigter.

Jeg sætter kursen mod den fransk-spanske grænse, og checker lige om jeg har husket mit pas.

Først spanske ophold i San Sebastian

Kort efter at have krydset grænsen, ankommer jeg til San Sebastian. Byen giver et dejligt førstehåndsindtryk af den spanske livsstil. Vi befinder os i Baskerlandet, men bybilledet er kendetegnet for de fleste byer i Spanien. Hyggelige strøggader, de karakteristiske lukkede pladser, som er mødested for byens beboere og tumleplads for omkringløbende børn. Masser af gode vibrationer, sol og varme - i oktober.

Jeg bor lige i hjertet af barmiljøet og natten igennem må jeg lytte til den hidsige lyd af splintrende ølflasker. Heldigvis slutter denne koncert ved 3 tiden, blot for at blive afløst af skraldemanden, som kører rundt i gaderne hver nat og indsamler skraldet. Med den knusende smaskelyd fra en langsomt forsvindende skraldevogn glider jeg i søvn hver morgen.

Med de mange fredelige demonstrationer for uafhængighed, er man ikke i tvivl om man er i Baskerlandet.
Selv ældre folk står på gaden, lænet op af et stort skilt med tekst, som jeg ikke kan forstå. Hvorfor er der ikke en EU-regel om, at al tekst skal stå på mindst et par af hovedsprogene, så man forstå hvad der foregår. Jeg sludrer i stedet med et par unge og føler lige så fredeligt med dem, mens vi taler om løsrivelse. Man vænner sig til disse demonstranter stående på gadehjørnerne. Mere idyllysk end metoden i fx Guernica, hvor de nydelige mennesker med skilte er erstattet af en god omgang sprøjtemaling på et imponerende antal vertikale flader. Her kæmper graffitimalerne en bitter kamp for vægplads.

I San Sebastian besøger jeg Museo de San Telmo, som viser en række baskiske billedkunstnere. Det er virkelig et besøg værd og en inspirerende smagsprøve på hvad lokale kunstnere har præsteret siden starten af dette århundrede op til nutidig kunst.

Desuden besøger jeg byens i alt ca. 10 gallerier, og jeg får derved en smagsprøve på noget af den spanske kunst. Som i Danmark er konkurrencen hård ihvertfald for billedkunstnerne og mange galleriejere. Jeg glæder mig over de meget høflige og imødekommende galleriejere, som også udviste respekt og hjælpsomhed. En stort set ny oplevelse.

På vej til Guernica - en kedelig historisk by

Efter nogle dages ophold i San Sebastian fortsætter rejsen mod Guernica. På vejen vil jeg besøge et museum, Museo de Zuloaga, som ligger i byen Zumaia ved kysten. Her kommer vinden flyvende fra Biscay bugten i en gevaldig kraft og tiltrækker en del windsurfere i området. Zuloaga levede engang for længe siden, og museet skulle vise en række kendte spanske malere. På dørskiltet står der "cerrado", men det skulle være et spændende sted. Er der nogen, der har været der?

Videre, rart roligt rullende gennem det grønne landskab, det venligt kuperede terræn med de græssende køer og de frodige skove. Ja, det kunne vel have været Schweiz. Jeg checker kortet.

Jeg havde forestillet mig Guernica som en lille hyggelig landsby, hvorfor ved jeg ikke, men det er i stedet en ret kedelig by, fyldt med ETA graffiti slogans. Når man siger Guernica tænker man nok først og fremmest på Picasso´s nærmest udødeliggjorte maleri og ikke de omkring to tusinde mennesker, som blev ofre for de dalende bomber fra den tyske legion Condor d. 26. april 1937.

Byen er atter vokset sammen igen, men måske var det tyskerne, der fjernede byens idyl. Museet understøtter selve begivenheden og pointerer den humanitære tragedie, der desværre siden hen har gentaget sig. Et foto, taget straks efter morterangrebet på en markedsplads i Sarajevo er ligesom dråben, og jeg er næsten grædefærdig over menneskehedens destruktive natur. Gad vide om Picasso havde de samme følelser, da han samme år lavede skitserne til sit store maleri, som blev vist på Pariser-udstillingen?

10 dage i Bilbao

Midt i aftentrafikken ankommer jeg til Bilbao, og jeg får straks øje på en kæmpe titaniumklods, Guggenheim museet, som ligger i centrum. Efter lidt ad hoc cruising får jeg vendt kortet rigtigt og til tonerne af den spanske bilhornssymfoni, presser jeg mig tværs gennem byen og finder mit hostal ved Puente del Arena, i den gamle bydel.

Naturligvis tripper jeg straks hen til det nye Guggenheim museum, som bl.a. viser en interessant, inspirerende og omfangsrig Andy Warhol udstilling. Guggenheim skal ses, hvis man er en kunst-freak (hvem er ikke???). Bygningen er mere imponerende indefra. I gråvejr ligner den udefra en suspekt fabrik.

Jeg får lejlighed til at komme ud med en masse inspiration og påbegynder nogle nye malerier på mit værelse. Jeg tilbringer 10 dage i byen, og oplever for første gang, hvordan det føles at stå op sammen med dette baskiske folk, altså ikke i bogstaveligste forstand. Jeg bliver overvældet af deres evne til at forvandle en spansk tapa til et fyrværkeri af en minimad, som skylles efter med passende patriotisk vin. Høj af de mange oplevelser, mærker jeg den liflige spansk mentalitet i mine blodårer og de behagelige svedperler på hårspidserne, forårsaget af det enestående efterårsklima. Gud, hvor jeg fyldes af livsglæde og energi. Dog må jeg i min beruselse styre uden om de mange tiggere, som sikkert ikke deler min opstemthed.

Så på trods af det europæiske samarbejdes integration på ensartetheden af æbler, køer og menneskerettigheder, så er denne knælende mand ikke omfattet. Disse mennesker er udbredt i praktisk talt alle byer jeg har besøgt og synes blot at være en del af byernes gadeliv.

Galleriguiden og den dybe tallerken

Inden min afrejse havde jeg kontaktet forskellige institutioner for at få nogle navne på de danske kunstkontakter i Spanien. Men det kunne jeg lige så godt have glemt alt om. Tilsyneladende er der ingen hjælp at hente fra bl.a. Kulturministeriet og dets mange udvalg. Meget skufftende!!

Der er kun den slaviske vej: At opsøge alle gallerier fra en ende af - det er ligesom at genopfinde den dybe tallerken igen. Og det gør jeg så. Snart opdager jeg, at gallerierne gemmer sig godt. Oftest er det små kompakte forretninger, og hvis man ikke lige ved gadenummeret går man lige forbi. Det gør jeg ihvertfald.

For at finde ud af hvor gallerierne ligger starter jeg som regel på turistkontoret, og nogle byer har en liste over samtlige gallerier (fx. San Sebastian). Derudover kan man kigge i lokalaviserne, og i Madrid kan man købe et lille hæfte "Guia de Ocio" - som beskriver alle aktiviteterne i byen, herunder udstillinger. Jeg medbringer en fotomappe over mine malerier, hvor indledningen er skrevet på spansk. Nogle galleriejere taler kun spansk, så det er bare med at være hurtig på fingrene. Viljen til at forstå er som regel gensidig, og det er utroligt hvad man kan kommunikere med 7 spanske og 5 engelske gloser. Det gælder blot om at få lidt information ud af hvert sted, og det lykkes som oftest. Visitkort er en god ting (altså, hvis de er i farver).

Jeg glædes over den høflighed og respektfulde holdning blandt galleriejerne over for kunstnerne. Selv hos de mere mondæne gallerier kan man forvente at blive varmt modtaget. I modsætning til flere af de danske gallerier (ihvertfald i København), som bruger det indiske kastesystem som model, og placerer sig selv øverst og kunstnere nederst i menneskehierakiet.

Uimodståelige tapas

Det er vigtigt at huske på, at Spanien også er kendt for deres tapas, små sandwiches eller retter af enten fisk, kød, grøntsager, kartofler og så videre. I Nordspanien er de mere til sandwich tapas, og bl.a. i Bilbao opstøver jeg et par barer, hvis tapas fik mit mundvand til at løbe ned i skoene. Barkulturen er interessant. Man bestiller en cafe con leche, en cerveza eller vino tinto (3 nyttige ord) og måske griber man lige et par tapas. Sidder man i baren, hvor tingene sker, skal man først betale, når man beder om regningen, hvilket giver en dejlig fornemmelse for tillid.

Mange barer har et stort TV hængende op under loftet, og er der fodbold på skærmen, så kan det være svært at få bartenderens opmærksomhed. Så er alles øjne fæstnet til den lille bold, der triller henover skærmen.

Trafikal multisanseforvirring

At ankomme til en større by uden kort, er en multisanseforvirring. Både San Sebastian og Bilbao er begge halvstore byer med masser af ensrettede gader, spansk myldretrafik, dyttende biler og skilte og blink, som fastholder den konfuse bilist til rattet. Og i Oviedo er jeg lidt træt af at skulle gentage dette ritual, hvor jeg kører rundt for at orientere mig (febrilsk). Ankeret skal kastes ud hurtigt, inden trafikken skubber én ned i nye gader, hvor en parkeringsplads er lige så forekommende, som en grønlandsk flamenco-danser.

I Spanien bliver der trykket hårdt på speederen, både i og uden for byerne, og mange (sløve) danske bilister får nok et kulturchok. Alligevel er den spanske bilist mere hensynsfuld end den danske bilist, men det skyldes måske, at spanierne generelt er meget høflige og venlige.

Kyststrækningen mod Oviedo

Med Bilbao hastigt formindskende i bakspejlet kører jeg mod Santander, som ligger ud til vandet. Jeg har siden hørt positivt om byen, men i denne omgang bliver det kun til en hurtig rekognisering, hvorefter jeg fortsætter mod næste bydestination, Oviedo. Vejen til Santander og videre til Oviedo, som ligger ca. 200 km fra Bilbao, går ad snoede veje og terrænet bliver mere kuperet. Den smukke bjergkæde, Picos de Europa, skimtes i indlandet. Turen er ganske smuk, igen med det schweiziske alpeostterræn, og i baggrunden en flot bjergryg, som løber parallelt med kysten. De fleste steder opdyrkes jorden, og der er mange køer, som vinker, når man kører forbi.

Oviedo har mange skulpturer i gadebilledet og mange pæne torve med springvand. Det virker som om, at her bor alle de pæne mennesker, og hvem ved? Selv tiggerne ser mere soignerede ud. Der er ikke det samme liv i gaderne, som fx i Bilbao, men det vrimler med unge mennesker, som okkuperer alle bænkene. Her sidder teenagerne og nusser til hinanden.

Spanierne er meget høflige, når man fx spørger om vej (sker tit, hele tiden). Som regel bliver man ramt af en mængde spanske gloser i rekordfart, og har man blot en lille idé om hvad de siger, er der større chance for at man fanger pointen, si si, tredie gade nede i bunden og så til højre, det forstod jeg godt. Andre gange smutter den i anden sætning.

Hele nordkysten skulle jo være kendt for deres cider, som de hælder op med armen udstrakt over hovedet, hvorved cideren vælter en meters penge ud i det fri, før den bliver fanget i et glas, eller en sko. Jeg har noget til gode.

Desværre finder jeg ikke så mange gallerier i byen, så efter en enkelt overnatning sætter jeg kursen mod nordvestkysten, og vælger Santiago de Compostela som næste destination.

På vej ser jeg tit manden med leen, men det er helt normalt. Traditionen med den svingende le er åbenbart ikke helt død her, og det skyldes måske det bakkede terræn? Jeg ser flere beskære deres græsplæne på denne måde, så det er sikkert et helt almindeligt haveredskab.

Fra Baskerlandet til Galicien

Nu er jeg i en anden region, nemlig Galicien. Af historiske grunde er der en regional opdeling af landet, og hver region har sin historie og til dels også sit eget sprog eller dialekt. Før i tiden var Spanien ikke samlet under ét, men var opdelt i mindre herredømmer. Gennem tiderne har krige ændret magtbalancen, dog mindst i Galicien, hvis navn i øvrigt kommer fra de kære italienere, Romerriget, som gav regionen navnet. Spanien har i det hele taget en spændende historie, idet der er foregået en del erobringer, bl.a. fra Afrika af muslimske besættere, som har siddet på en stor del af landet i 2 omgange. Nordfra har der været ebroringer fra primært visigotherne, kelterne og romerriget.

Valfarten til Santiago de Compostela

Iflg. myten er disciplen Jakob begravet i nærheden af Santiago - ja, det er en længere røverhistorie, men det gav kirken en idé til at opføre en by for næsten 1.000 år siden, som gennem tiderne voksede sig rigere og mere indflydelsesrig. Byen er i dag pilgrimsby på linie med Jerusalem og Mekka, og troende sjæle valfarter fra nær og fjern ad forskellige ruter, som forgrener sig ud i Europa, endda til Århus. Byen har adskillige monumentale bygningsværker, primært kirker, en katedral, klostre og andre smukke middelalderlige bygninger.

I den gamle bydel, med sine smalle stengader, får man en fornemmelse for livet flere hundrede år tilbage, lige indtil man går ind i et skilt, hvor dagens menu står på 14 sprog. Byen bærer præg af de mange tilstrømmende turister, men byen er et besøg værd, alene p.g.a. de historiske bygninger. Katedralen er usædvanlig flot, især om aftenen, hvor den er oplyst, men indvendig er den proppet med anmasende turister, selv i oktober. Over for ligger et palads, som minder om Amalienborg i byggestilen.

Et besøg på én af de utallige fiskerestauranter er nødvendigt. Galesisk fiskesuppe med det hele, det er guf.

Jeg stødte ikke på nogle gallerier af nævneværdig interesse. I stedet koncentrerer man sig mere om at sælge en masse turistkunst, hæslige malerier af katedralen og lignende. Derimod kan jeg varmt anbefale Galeega Contemporaro Arte, et vældigt museum med moderne kunst, som bl.a. udstiller værker af lokale kunstnere.

Fra Santiago østpå

Landskabet minder om Harzen i Tyskland og jeg krydser gentagne gange Rio Sil.

Et lille smut i byen Astorga, som byder på en katedral. Det viser sig katedralen er ved at gennemgå en større renovering for EU penge. Klods op af katedralen står et lille palads, Episcopal, som er lavet af Antonio Gaudi. Således har Gaudi sat sit præg på bygningsværkerne rundt omkring i Spanien, mest i Barcelona.

Jeg er nu i regionen Castilla y Leon, som faktisk er to regioner som blev slået sammen i tidernes morgen, i år 1230. Jorden opdyrkes og bl.a. ser jeg majsmarker så langt øjet rækker.

Jeg følger én af de mange valfartsruter, Camino de Santiago. Valfarterne er karakteristiske med deres skulderhøje vandrestokke og rygsække. Man kan få et certifikat, hvis man går 120 km eller rider det dobbelte på hesteryg. Flere pilgrimsrejsende genkendes på store muslingeskaller, som dingler om halsen.

Overnatning i byen Monforte de Lemos. Jeg er vist den eneste turist i byen.

Smukke Leon, hvor er gallerierne?

Om eftermiddagen d. 1. november ankommer jeg til byen Leon, og besøger et fabelagtigt slot. Slottet er lavet om til et imponerende hostal i bombastisk stil, med ægte tæpper og malerier, knirkende gulve og en tilstødende kirke. Der er også et museum, men det er selvfølgelig lukket.

Midt i byen ligger katedralen i grandiøs stil, og resterne af bymuren skimtes. Bymuren integrerer flere bygninger og katedralen. Ligeledes et slot af Gaudi, men det er ikke så imponerende. Mange ældre og velholdte bygninger, med strøggader og bronzefigurer.

Spændende museum for den spanske maler Vela Zanetti, som bl.a. har udsmykket for FN. Men ellers støder jeg ikke på nogle gallerier, hvilket undrer mig. Efter en overnatning fortsætter jeg i retning mod byen Valladolid.

Valladolid og de smukkeste kustoder

Ankommer i silende regnvejr, og leder forgæves efter turistkontoret, som de har flyttet. Da jeg finder det, holder de siesta. De fleste forretninger holder lukket mellem 1400 og 1700, det havde jeg helt glemt.

Museum National de Escultura skal besøges, og her er der de smukkeste malerier....og kvindelige kustoder, jeg længe har set. Sjældent oplever jeg så imponerende, historiske malerier med så mange flotte detaljer. Det er næsten som et besøg på Frederiksborg Slot, her er det blot spansk historie (så læs historien, inden du går derind).

Derudover er der en række pragtfulde bygningsværker og kunstudstillinger. Heldigvis lukker de fleste udstillingsbygninger først ved 2100-tiden, så man har mulighed for at nå en masse besøg om aftenen. Det er en hyggelig by at vandre rundt i, og der er en dejlig atmosfære. Aftentrafikken ved otte-tiden dirigeres af en betjent. Flere lukkede torve med forretninger i gadeniveau og ovenstående boliger. Om aftenen er facaderne belyste, og det ser meget smukt ud.

Jeg besøger forfatteren til Don Quijote, Miguel Saavedra Cervantes´s hjem, som er en skuffelse, fuldstændig spild af tid. Sandsynligvis har det ikke været hans eneste hjem, idet jeg senere hen ser en messingplade i Madrid, hvorpå der står "Her boede Cervantes". Cervantes fik prøvet lidt af hvert, idet han deltog i slaget på Lepanto i 1571, blev fanget af sørøvere og holdt i algerisk fangenskab. Hvilke danske forfattere har haft sådan en karriere?

Umiddelbart ser jeg ingen gallerier af interesse. Desværre har jeg ikke nok tid til at undersøge galleriforekomsten, da jeg skal være i Madrid d. 4. november til en større kunstmesse, der i øvrigt viser sig at give mig en række nye kontakter. Så jeg fortsætter ivrigt sydpå.

Madrid 

Madrid er overvældende. Jeg holder lige en pause med skriveriet.

Det imponerende postkontor

Byens smukke åndehul

Nattelivet......

En heldagsfornøjelse på Prado-museet

En siesta på Colon-pladsen, et mindesmærke for Colombus.

Mojacar - et paradis for kreativ udfoldelse

En lille smørklat ca. 300 km nord for Malaga, i det sydøstlige Spanien. Som tidligere nævnt opholdt jeg mig her i november 1998, og årsagen jeg er tilbage er enkel: Her er lyst, tørt, varmt og stille, med gåafstand til en forfriskende svømmetur i Middelhavet, en vandretur til de omkringliggende bjerge og meget mere. Atmosfæren er ubeskrivelig, og især et superfedt arbejdssted for kreativ udfoldelse.