Jeg
er autodidakt. Født 1954 i Odense. Har fra barnsben tegnet og
malet, og hele den billedskabende proces har altid været en væsentlig
del af min tilværelse.
Jeg
er uddannet indretningsarkitekt, arbejdede indenfor faget nogle år,
men var mere tiltrukket af de kunstneriske aspekter. Det førte
til en masse eksperimenter med collager, fordybelse i klassisk
tegning og afprøvning af diverse materialer.
Sideløbende
hermed har jeg undervist i en årrække. Været fast ansat på et
kreativt værksted på en produktionsskole og samtidig afholdt
diverse kurser både indenfor tegning, maling og i mine egne
teknikker. Siden 2001 har jeg udelukkende arbejdet med billeder.
Mine
billeder
Jeg
er fascineret af papir, farver og de mange muligheder, der ligger
indenfor disse materialer. De giver for mig en stoflighed og et
udtryk, som jeg ikke finder i det mere traditionelle maleri. Alle
mine billeder er lavet på tykt akvarelpapir, hvor jeg kombinerer
collageteknikken med tusch, oliepastel, blyant og remazolfarver
(silkefarver). Som noget nyt er jeg begyndt at montere billederne
på lærred og viderearbejde dem med olie.
Min
motivverden er mennesker og landskaber, men jeg søger at udtrykke
stemninger snarere end det naturalistiske. Jeg arbejder meget med
kontraster, lys og skygge, varme og kolde farver, og lader ofte
figurerne glide ind i hinanden, således at det er overladt til
beskueren at gå på opdagelse efter skjulte skikkelser og
underliggende betydninger. Min inspiration er hentet både fra den
ydre og den indre verden.
Alle
mine billeder er professionelt indrammet med museumsglas, hvilket
giver stor gennemskinnelighed, minimerer reflekserne og beskytter
mod UV-stråler. De varierer i størrelse fra 18 x 24 cm til 90 x
120 cm. Oliebillederne er uden glas og indrammet i svæverammer.
Jeg
er tilknyttet Art-money og Kunst i Byen.
På
udstillingen i galleri Miller Art (31 aug. – 14. sept.) glæder
jeg mig til at vise et lille udpluk af mine seneste værker.
Jeg
vil selv være tilstede ved ferniseringen d. 31. aug. (kl. 15.00)
og jeg er i galleriet lør d. 1. og søn d. 2. sept. kl. 15 –
18. Her vil der også være mulighed for at se mit udvalg af
art-money og pasteller.
På
gensyn i galleri Miller Art.
|